Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

God selskabsledelse inkluderer bæredygtighed og purpose

Bæredygtighed er en del af virksomheders samfundsansvar.

god selskabsledelse
I anbefalingerne om god selskabsledelse indgår at virksomheder skal have et formål, som rækker ud over profit. Foto: iStock

Når en virksomhed beskriver sin politik for samfundsansvar, bør den også forholde sig til selskabets sociale ansvar og bæredygtighed.

Sådan lyder en af de nye anbefalinger som Komitéen for god Selskabsledelse har offentliggjort 1. juli og som skal gælde fra 2021 efter en offentlig høring.

Og de bliver vel modtaget af to førende eksperter inden for henholdsvis ledelse og bæredygtighed samt virksomhedernes rapportering om samfundsansvar.

Reglerne er en opdatering af de eksisterende anbefalinger fra 2017 for at følge med tiden, mener formanden for Komitéen for god Selskabsledelse, Lars Frederiksen.

– Området for god selskabsledelse udvikler sig løbende – både nationalt såvel som internationalt. Dette skal anbefalingerne naturligvis også afspejle, og komitéen har derfor revideret anbefalingerne, så de er tidssvarende og harmonerer med de internationale tendenser, hvilket er vigtigt for at bibeholde et attraktivt aktiemarked, siger han om udkastet til de nye anbefalinger i en pressemeddelelse.

Bæredygtighed er blevet et centralt begreb
Selvom dansk erhvervsliv ofte fremhæves for at være drevet af andet end profit, er det reelt er et mindretal af de største firmaer som Novo, Carlsberg, Chr. Hansen eller Lego, der lever op til kravet om at være formålsdrevne, mener Lars Frederiksen, ifølge Børsen, som rapporterede fra uddelingen af CSR Priserne 2019.

– Der er en meget stor underskov af firmaer, der endnu ikke er med, sagde Lars Frederiksen i den forbindelse til Børsen.

Anbefalingerne repræsenterer en udfordring for mange danske virksomheder

Det er professor Steen Hildebrandt enig i. Men reglerne for god selskabsledelse skal netop være med til skubbe til de virksomheder, som endnu ikke lever op til dem.

Han har skrevet adskillige bøger om ledelse og bæredygtighed og er professor ved Aarhus Universitet samt adjungeret professor ved CBS, Handelshøjskolen i København og Aalborg Universitet.

– Det er tydeligt, at komiteen bag anbefalingerne har bestræbt sig på at føre anbefalingerne ajour, således at de fremtræder som tidssvarende, måske endda lidt foran tiden, således at anbefalingerne også repræsenterer en udfordring for mange danske virksomheder – hvad jeg tror, de gør, siger Steen Hildebrandt i en skriftlig kommentar og tilføjer:

– Jeg noterer, at bæredygtighed er blevet et centralt begreb, og jeg ville have sagt, at hvis det ikke var tilfældet, så var anbefalingerne allerede fra begyndelsen forældede. Det er de ikke. Tværtimod, det er meget rosværdigt, at bæredygtighed og samfundsansvar har fået en så fremtrædende plads i anbefalingerne, som tilfældet er. Jeg siger velkommen til de nye anbefalinger; jeg håber, de vil blive studeret og respekteret.

Ekspert: anbefalinger får effekt
Også Birgitte Mogensen tager godt imod de nye anbefalinger. Ud over at have en lang erfaring fra revisionsbranchen, er hun formand for komitéen, der uddeler FSR – danske revisorers årlige CSR-priser.

– Der har længe været anbefalinger om, at virksomheder bør have en politik for samfundsansvar, men nu går komitéen et spadestik dybere og definerer, hvad det vil sige. Det er rigtig godt, at det inkluderer en storfavnende definition af bæredygtighed, som både handler om de risici, der kan påvirke virksomheden udefra og ind, og hvilken påvirkning virksomheden har udadtil, siger Birgitte Mogensen.

Det er jo kun anbefalinger, og det er jo ikke alle komitéens anbefalinger, der bliver fulgt af virksomhederne, så forventer du, at de får en effekt?

– Ja, for der er forskel på at sige, at selskabets bestyrelse bør tjekke af om der er en politik for samfundsansvar, som de tidligere anbefalinger gjorde, og at præcisere hvad bestyrelsen faktuelt bør gøre: nemlig de tre ting: godkende selskabets politik for bæredygtighed med også et socialt ansvar, sikre denne er offentlig tilgængelig samt påse at bæredygtighedspolitikken efterleves, siger Birgitte Mogensen og tilføjer:

– En anden treenighed der kommer i spil og vil få effekt via de nye anbefalinger er dette, at selskabet skal have fokus på den langsigtede værdiskabelse, på overordnede formål og på bæredygtighed. Derved skubbes bæredygtighed mere ind på rejsen mod den langsigtede værdiskabelse.

– Og når emner kommer op på bestyrelsesniveau, så bliver det alvor. Så er samfundsansvar ikke længere et add on til strategien, så er det en del af den.

Transparensen øges
De virksomheder, der ikke følger anbefalingerne er desuden forpligtet til at forklare hvorfor, ifølge comply or explain-princippet, fremgår det af udkastet til de nye anbefalinger.

– Der bliver også løbende lavet evalueringer fra komitéens side af, hvilke virksomheder der efterlever anbefalingerne og hvilke der ikke gør og hvorfor. Så udover at der kommer mere ledelsesmæssigt fokus på blandt andet bæredygtighed, så øges transparensen også, siger Birgitte Mogensen.

Det er væsentligt for selskabernes værdiskabelse, at de forholder sig til bæredygtighed i bred forstand

Bæredygtighed anses desuden for at være forretningskritisk med de nye anbefalinger. Komitéen mener nemlig, at det er “væsentligt for selskabernes værdiskabelse, at de forholder sig til bæredygtighed i bred forstand, dvs. ikke kun til den økonomiske (interne) bæredygtighed men også til den miljømæssige, medarbejdermæssige og sociale samfundsmæssige (eksterne) bæredygtighed”.

I en anden ny anbefaling fra komitéen lyder det, at bestyrelsen skal forholde sig til selskabets overordnede formål/purpose, at selskabets kultur og værdier aktivt skal understøtte det overordnede formål, og at selskabet skal forklare det i ledelsesberetningen.

Komitéen anser desuden selskabets overordnede formål for at være “en væsentlig drivende kraft i selskabets beslutningsprocesser”.

Komitéen anser selskabets overordnede formål for at være en væsentlig drivende kraft i selskabets beslutningsprocesser

Her er, hvad de nye anbefalinger siger om bæredygtighed:
”Bæredygtighed” er et nyt begreb i anbefalingerne. Et selskabs bæredygtighed er selskabets interne bæredygtighed (eksempelvis økonomisk, finansielt, innovationsmæssigt) og eksterne bæredygtighed (eksemplificeret ved begreberne Corporate Social Responsibility (CSR), Environment, Social and Governance impact (ESG) og selskabets rolle som positiv bidragsyder til samfundet som helhed).

Komitéen vurderer, at det er væsentligt for selskabernes værdiskabelse, at de forholder sig til bæredygtighed i bred forstand, dvs. ikke kun til den økonomiske (interne) bæredygtighed men også til den miljømæssige, medarbejdermæssige og sociale samfundsmæssige (eksterne) bæredygtighed.

Her er, hvad de nye anbefalinger siger, om overordende formål:
Overordnede formål; purpose ”Overordnede formål” er et nyt begreb i anbefalingerne. Et selskabs overordnede formål er selskabets overordnede langsigtede formål og den værdi, som selskabet leverer til sine interessenter og samfundet ud over den økonomiske værdiskabelse for investorerne.

Selskabets overordnede formål er således forskelligt fra det vedtægtsmæssige formål. Mange selskaber har allerede et overordnet formål, som de benytter aktivt i selskabets strategi, eksempelvis under betegnelserne ”mission” eller ”vision”. Komitéen anser selskabets overordnede formål for at være en væsentlig drivende kraft i selskabets beslutningsprocesser.

Læs alle anbefalingerne her.

Forsiden lige nu:

A: Et bæredygtigt Europa er et konkurrencedygtigt Europa

EUROPAVALG. Foruden den grønne agenda, er en vision om en forstærket industripolitik spydspids i Christel Schaldemoses (A) fokus op til EP-valget. Handelsaftaler udenom fremmede stater, et fælles europæisk klimamærke og lovgivning om kemiske stoffer er på tegnebrættet.

Seneste artikler:

Norlys snupper Arlas strategichef

Mikkel Pedersen har ledet Arlas globale strategikontor. Nu skal han sikre transformationen af Norlys’ energiforretning.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading