Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Virksomheder frygter hak i tuden, hvis de ikke er grønne nok

Det er afgørende for virksomhedernes signalværdi, at fremstille sig selv som bæredygtig.

Grøn strategi kan blive afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne i fremtiden, mener ekspert. Foto: olm26250/iStock.

Det er afgørende for en virksomheds signalværdi at fremstille sig selv som bæredygtig, fortæller Rasmus Winther, der er direktør for public affairs hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

Men, hvis det bare er varm luft, eller virksomheden ikke er “grøn nok”, skal selskabet være klar til at stå for skud.

– Det afgørende er, at hvis du er grøn og har en fuldstændig klar strategi for, hvordan du får pil op på den grønne bundlinje, så skal du kommunikere det.

– Men, hvis du bare laver det for signalværdiens skyld uden reelt set at have taget stilling til noget, men bare kigger dig omkring og konstaterer, at “de andre gør det, så jeg må nok hellere også gøre det”, så vil jeg vurdere, at der er en enormt stor risiko for, at du bliver taget i at greenwashe, og så får det en kontraproduktiv effekt, fortæller Rasmus Winther, der rådgiver en lang række danske virksomheder i public affairs.

Ifølge en rapport fra PwC og AxcelFuture har 71 procent af de danske C25-virksomheder en konkret strategi for deres klimamål, mens 17 procent slet ingen plan har endnu.

Læs mere: C25-selskabernes klimamål er svære at gennemskue

Grøn, grønnere, Carlsberg

Et af de C25-selskaber, hvis strategi og kommunikation er klar i spyttet, er Carlsberg, der tidligere i maj åbnede et nyt bryggeri i Fredericia, der skal spare ølproducenten for 500 millioner liter vand om året, fordi op mod 90 procent af procesvandet skal genanvendes.

Carlsberg, der er verdens fjerdestørste bryggeri, har sat som mål, at vandspildet i koncernen skal gå i nul i 2030, for at komme FN’s Verdensmål i hu. Det er en del af bryggeriets bæredygtighedsprogram Together Towards Zero, som inkluderer en målsætning om nul CO2-udledning fra bryggerierne samt at nedbringe CO2-udledningen fra hele værdikæden med 30 procent i 2030.

– Som en global virksomhed har vi et ansvar for at støtte op om FN’s Verdensmål, og som bryggeri har vi et særligt ansvar for at komme vandspild til livs i vores globale produktion. Anlægget i Fredericia vil give os viden, der kan implementeres i vores bryggerier i resten af verden, udtalte Carlsbergs CEO Cees ’t Hart i forbindelse med åbningen, hvor også statsminister Mette Frederiksen (S) deltog.

Ifølge en opgørelse fra 2019 var Carlsberg blandt de tre mest omtalte C25-selskaber i de danske medier, når det kom til bæredygtighed.

Frygter hak i tuden

Rasmus Winther fortæller, at hos Geelmuyden Kiese, der er Skandinaviens største partnerejede kommunikationsbureau, oplever man, at virksomhederne ser den grønne omstilling som en klar forretningsstrategi:

– Det er tydeligt, at virksomhederne er bevidste om, at de skal gøre noget i forhold til deres grønne omstilling og deres CO2-aftryk, fordi det gør dem i stand til at konkurrere med deres konkurrenter på en ny måde, og der er faktisk dét, der driver langt de fleste af dem.

Bliver man hægtet af, hvis man ikke har en tydelig grøn profil?

– Det er ikke situationen endnu, men i nogle sektorer tror jeg, at det kommer om måske fire, fem eller seks år.

– Vi har for eksempel en kunde, der producerer delelementer til bilindustrien, og de har læst skriften på væggen om, at når store virksomheder som Volkswagen går ud og siger, at deres biler ikke alene skal køre grønt, de skal også produceres grønt – jamen, den virksomhed, der er i stand til at producere de dele 100 procent grønt, står selvfølgelig forrest i køen, når der skal sælges noget til Volkswagen, siger Rasmus Winther.

Han tilføjer, at man ikke skal underkende, at der er en del virksomheder, der holder igen med at kommunikere om sine tiltag, fordi det kan være vanskeligt at være grønne nok – og så lader de hellere helt være:

– Når nogen træder lidt ved siden af, er vi meget hurtige til at slå dem i hovedet, at de har brugt det forkerte udtryk, eller at det ikke var helt så grønt, som de gav udtryk for. Jeg tror, vi er nødt til at tage det ret alvorligt, at mange virksomheder finder det enormt svært. Risikoen er faktisk, at de holder op med at kommunikere omkring det, fordi de er bange for at få et hak i tuden. Og det er trist, for de kunne måske have inspireret andre.

Forsiden lige nu:

A: Et bæredygtigt Europa er et konkurrencedygtigt Europa

EUROPAVALG. Foruden den grønne agenda, er en vision om en forstærket industripolitik spydspids i Christel Schaldemoses (A) fokus op til EP-valget. Handelsaftaler udenom fremmede stater, et fælles europæisk klimamærke og lovgivning om kemiske stoffer er på tegnebrættet.

Seneste artikler:

Norlys snupper Arlas strategichef

Mikkel Pedersen har ledet Arlas globale strategikontor. Nu skal han sikre transformationen af Norlys’ energiforretning.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading